23948sdkhjf

Louise Gade har et opråb

Louise Gade er ikke bange for at sige tingene, som de er. Som hun ser dem. ”Svesken på disken”, står der på en kaffekop, som hun fik i afskedsgave af sin ledergruppe i et tidligere job.

Nu vil hun gerne komme med et lille opråb. Et velment, men bestemt indspark i debatten om detailbranchens ry og evne til at tiltrække unge talenter. Som HR-direktør i dagligvaregiganten Salling Group er hun oppe mod genstridige fordomme og fejlagtige opfattelser af, hvad det vil sige at arbejde med retail.

Myten om, at det kun handler om at fylde varer på hylderne og bippe dem ind ved kassebåndet.

- Det er kun en lille del af det. Retail er en kompleks størrelse, som kræver mange faglige kompetencer. Man får en solid uddannelse, som der konstant kan bygges yderligere på. Karrierevejene er mange. Den forståelse og indsigt vil jeg gerne have ud til flere forældre, folkeskolelærere og ungdomsvejledere, siger Louise Gade.

Louise Gade kort fortalt:

Louise Gade har en fortid som politisk leder i Aarhus Kommune, hvor hun sad med borgmesterkæden fra 2002-2006.

Fra 2009-2015 var hun vicedirektør på Aarhus Universitet med ansvaret for HR.

Dernæst skiftede hun til VIA University College, hvor hun sluttede som prorektor.

I 2019 blev hun Executive Vice President, HR, i Salling Group.

Louise Gade er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet og desuden bl.a. advokatfuldmægtig og advokat.

Åbn de unges øjne

Salling Group har over 50.000 medarbejdere i en konkurrencepræget og omskiftelig branche. Den slags, som kræver, at man er i stand til at udfolde potentialer og fostre talenter.

Hvert år optager Salling Group i gennemsnit 500 elever på sine elevprogrammer. Selvom der er fyldt hvert år, skal der ifølge Louise Gade arbejdes hårdt for at fastholde tilstrømningen.

Det skyldes ikke mindst de opfattelser, som mange har af detailbranchen. Heriblandt de unges forældre.

- Min opfordring er, at man sætter sig ind i, hvad det reelt er for uddannelses- og karrieremuligheder, som retail rummer. Man skal åbne de unges øjne for alt det, der ligger uden for de ”klassiske” muligheder. I sidste ende er det perceptioner og omgivelsernes forventninger, der styrer, hvad de unge vælger, siger Louise Gade.

De gode eksempler

Der findes rundt om i dansk erhvervsliv og i det offentlige et hav af eksempler på succesfulde, dygtige mennesker, der begyndte karrieren som elever i detailbranchen. Det er ifølge Louise Gade heller ikke tilfældigt, at detailbranchen ofte har succes med mennesker, som før havde det svært i skolen eller på arbejdsmarkedet.

RetailNews har skrevet om flere af dem. Tonny Drachmann Nielsen, der i skolen fik at vide, at han kun duede til fodbold og ballade, men nu er prisvindende varehuschef i landets bedste Bilka og i gang med at læse en master i sin fritid.

Frederik Krohn, der som ung og ugidelig efter gymnasiet blev sendt i den lokale Føtex af kommunen – og nu er chef i selv samme butik og lige er blevet færdig med en HD.

Louise Gade griber fat i et af Salling Groups indgroede mantraer: Har du viljen, viser vi vejen.

- Der findes ikke en formel på talent. For os handler det i høj grad om motivation, evne og mindset. Lysten til at ville udvikle sig. Og evnen til at flytte sig selv og andre mennesker, siger Louise Gade.

Det rette miks

Talent findes i mange afskygninger. Nogle er gode til at håndtere kunder, men ikke så gode ved et skrivebord. Nogle er stærke i den finansielle del af deres butik, men knap så stærke på kundedelen.

Salling Groups opgave er ifølge Louise Gade at skabe det rette miks. Og samtidig være bevidst om, at talent og potentiale ikke kommer af sig selv.

- Det handler også om, at du er i miljøer, der gøder dit talent. Som får dig til at vokse. Det arbejder vi meget med, siger Louise Gade.

For fortsat at kunne gøde talenter har Salling Group netop investeret et tocifret millionbeløb i at renovere sit eget uddannelses-akademi. Her tilbydes en salgselev-uddannelse og en uddannelse som management-trainee på tværs af alle koncernens formater.

I butikkerne bruges der opfølgningsplaner, og eleverne evalueres årligt. Samtidig har Salling Group – for de mest motiverede og dygtigste af sine salgsassistent-elever – lavet en retail manager-uddannelse.

Salling Group er Danmarks største dagligvarekoncern med cirka 55.000 ansatte på tværs af Danmark, Polen og Tyskland.

Koncernen har 1.444 butikker.

Den driver kæderne Føtex, Bilka, Netto, to Salling-stormagasiner, legetøjskæden Fætter BR og en række webshops.

Tidligere var Salling Group også til stede i Sverige, men den del af forretningen blev i 2019 frasolgt.

Salling Fondene ejer fuldt ud koncernen, der tidligere har haft A.P. Møller-Mærsk i ejerkredsen.

Talenter på tværs

Uddannelsen, som bl.a. rummer akademifag i ledelse og moduler i butiksøkonomi, er en etårig overbygning, som man kan blive udvalgt til, hvis man har lysten og evnerne til at gå ledervejen.

Ifølge Louise Gade er det vigtigt at sikre, at talenter ikke gror fast. De skal kunne bevæge sig på tværs af Salling Group-koncernen, som består af bl.a. både Netto, Føtex, Bilka og Fætter BR.

- Hvert år kigger vi på, hvilke talenter vi har, som både er parate og har kompetencerne til at tage det næste skridt. Vi skal have flere talenter til at vandre på tværs af vores kæder og formater, siger Louise Gade.

Forældede forestillinger

Sidste år var Salling Group medinitiativtager til en ny kandidat ved Aarhus Universitet – Danmarks første universitetsuddannelse i detail- og mærkevarehandel. Den har Louise Gade store forventninger til.

- Verden har forandret sig. Den er global og digital, og det kræver, at flere kommer ind i detailbranchen med en uddannelsesbaggrund, hvor de har lært at nedbryde kompleksitet. Og får analytiske og metodiske redskaber med i bagagen. Derfor kommer vi til at rekruttere mange fra den nye uddannelse, siger Louise Gade.

Hun mener, at de gamle forestillinger om, hvad man kan drive det til i retail, er forældede.

- Du kan virkelig drive det vidt, hvis du har drømmen og evnerne. Det skal vi have folk til at forstå. Vi har elever med alle slags baggrunde – akademikerhjem, ufaglærte hjem. Fælles for dem er, at de er ambitiøse og gerne vil være en del af et stærkt fællesskab, siger hun.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125